Salgsbetingelser
Jeg sælger ikke dyr til personer, der er under 18 år uden forældre / værge er tilstede ved overdragelsen og stilles som dyrets egentlige ejer.
Mine hamstre koster 250kr, der medfølger: en lille madpakke, stambog fra DHF og en pasningsvejledning.
Der gives ikke mængderabat og prisen er ikke til forhandling.
Du skal selv medbringe en egnet transportkasse (pap er ikke egnet).
Jeg leverer ikke, kan du ikke selv hente hamsteren, må du selv finde en løsning.
Hamsteren afregnes kontant ved afhentning, via mobilepay eller ved bankoverførsel på forhånd.
Det koster ikke noget at være på venteliste hos mig.
Jeg forbeholder mig retten til at afvise købere helt op til det tidspunkt, hvor handlen indgåes. Også selv om køber har været på venteliste. Handlen er ikke indgået før købsaftalen er underskreven af begge parter og betalingen er sket. Først da er hamsteren solgt.
Følger parametre indgår i den købsaftale, jeg benytter:
Køber forpligtiger sig til at sætte sig ind i hamstres levevis, adfærd, fysiologiske og sundhedsmæssige behov, inden de overtager hamsteren, således at disse behov kan blive opfyldt.
Mine hamstre sælges som kæledyr.
Den købte hamster må hverken afleveres i dyrehandel, bruges til foderavl eller som foderdyr.
Køber forpligtiger sig til at oplyse mig om eventuel sygdom, død eller temperamentsændringer hos hamsteren. Dette er meget vigtigt i forbindelse med avlsarbejdet.
Køber accepterer at undlade at lade hamsteren indgå i hybridavl.
Ved avl forpligter køber sig altså til sikre sig, at partneren er af samme art – dvs. har en gyldig stamtavle udstedt af DHF. Afkommet skal desuden sælges med en DHF stamtavle, for at sikre opretholdelsen af de artsrene hamstere.
Hvis køber ønsker at bruge den købte hamster i videre avl, anbefales det at kontakte mig inden, for relevant information om kuldet, da dette kan være hensigtsmæssigt at tage i betragtning.
Køber kan kontakte mig for gode råd, så længe hamsteren lever.
Kan køber ikke beholde hamsteren, vil jeg meget gerne kontaktes, da jeg måske kan tage den tilbage eller hjælpe med at finde et godt nyt hjem.
Vedrørende hamsterens velfærd:
Husk at sørge for, at din nye hamster får et ordentligt bur, hvilket handler primært om bundareal. Hamstre er “gravedyr”. De har ikke noget at bruge etager og højde til, de skal have dyb bundstrøelse, så de rigtigt kan grave tunneler og huler.
Jeg vil stærkt anbefale, at du vælger så stort et bur som muligt bur. Det er min overbevisning, at et godt bur er mindst 70×35 cm i bundareal (etager kan ikke regnes med) og helst 30-40 cm højt. Dansk Hamsterforenings retningslinier arbejder med minimumsmål på 50 x 40 x 25 cm (l x b x h). Dette er absolut minimumsmål. Jeg sælger under ingen omstændigheder dyr til at gå i bure, der er mindre end det.
Jeg vil anbefale, at du vælger buret, der hedder Big Alex, og som er 78x47x25cm. Det er noget af det bedste til dværghamstre, og du får meget bur for pengene. Vær dog opmærksom på, at hjulet er for småt og skal udskiftes.
Jeg anbefaler at du køber modellen uden rør og “satellit” – de der rør er ret trælse at holde rene, hvis hamsteren bruger dem til toilet.
Skyline nagarium er også et udemærket valg.
Jeg har desværre endnu aldrig set en eneste type bur, hvor det medfølgende hjul er stort nok, så forvent altid, at det skal udskiftes.
Man kan også med fordel vælge et terrarie eller akvarie, kig efter et på 128L med målene 80x40x40 cm, disse er velegnede og kan ofte fås billigt som brugte.
Jeg bruger, som det ses af billederne her på siden, selv terrarier og er utrolig tilfreds med den løsning.
Hjul bør have en diameter på 20 cm. Du må absolut ikke anvende hø eller hamstervat, da hamsteren har stor risiko for at komme til skade på dette. Du bør vælge et godt pillefoder som Altromin (hold dig langt fra müslifoder), så hamsteren ikke bliver fed og fejlernæret. Giv animalsk protein i form af melorme, flodrejer, græshopper, kattefoder el lgn som supplement. Du kan give lidt guf i form af urter, Mr. Johnsons advance eller andet fornuftigt foder, der kan fungere som aktivering, når du spreder det rundt i buret. Lidt frisk grønt nu og da vil hamsteren også sætte pris på.
Husk også at lægge penge til side til dyrlægebesøg. Hvis hamstere bliver syge, er de gode til at skjule det, derfor vil jeg altid anbefale, at man tager til dyrlæge hurtigst muligt, hvis man ser tegn på sygdom, uanset hvad man ser, da risikoen for at komme for sent, så hamsteren dør, er alt for stor, hvis man “ser tiden an.”
Vær opmærksom på ting som blandt andet: ændret æde og drikkelyst, ændret adfærd, hårtab, vægttab, uventet vægtstigning, opsvulmet mave, knuder, sår, unormalt udstående øjne, flåd af pus fra øjne eller næse, ændret vejrtrækningslyd, kløe, tisser mere end normalt, ændring i den måde den bevæger sig på, tilsmudsning bagpå, forandringer af duftkirtlen på maven, ændring i afføringen, flåd fra skede/endetarm. Alle disse ting kan være tegn på behandlingskrævende sygdom og bør hurtigst muligt undersøges nærmere af en dyrlæge.